Ikke i puberteten at kunne sige tre sammenhængende ord gav bl.a. Lone Grønborg spiseforstyrrelser, som hun først fik styr på, da hun var i slutningen af 30´erne. Viljen var dog stor og bl.a. markedsundersøgelser via telefoninterview har stivet selvtilliden af, så Lone Grønborg nu som 48-årig gerne vil fortælle sin historie.
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen i Danmark.
I 1. klasse oplevede Lone Grønborg, at talepædagogen ved taleundervisningen slog på trommer, men det hjalp ikke. Da hun gik i 8. klasse og kom hjem med en karakterbog med 5 i mundtlige fag og 11 i skriftlige fag, tog hendes mor affære og fik hende sendt til taleinstituttet i Hillerød. Her kom Lone i en gruppe med andre, der stammede og lærte at acceptere sit handicap.
Lone Grønborg er i dag 48 år og har på mange måder fået et godt liv. Hun er uddannet farmakonom og merkonom i markedsføring og læser nu til farmaceut på Københavns Universitet. Der har dog også været en periode, fra 16-års-alderen til slutningen af 30´erne, hvor hun havde store problemer med spiseforstyrrelser, som Lone er sikker på skyldtes manglende selvtillid, hvor problemerne med stammen var den væsentlige årsag. Stammen har sat sig sine spor i Lones liv. “Selvtillid har jeg jo aldrig haft meget af, for hvor skulle jeg få den fra. Mit handicap er jo kun blevet anerkendt sporadisk”, lyder det fra Lone.
“Min mor beskrev, at jeg allerede stammede, da jeg begyndte at tale. Jeg blev erklæret måske egnet til folkeskolen fra børnehaven, fordi jeg sagde jo ikke ret meget, men jeg kunne jo ikke! At jeg så i 1. klasse fik hjælp af en talepædagog, der mente, at den rette hjælp var, at hun slog på tromme, kan jeg kun undre mig over”, lyder det fra Lone Grønborg.
I puberteten var hendes stammen særlig vanskelig. Ja – stammen var et helvede, for Lone kunne ikke sige sit eget navn og kunne ikke sige tre sammenhængende ord. Lone fortæller: ”Jeg hedder jo Lone, og L har altid været svært for mig, og jeg overvejede da også navneforandring til Trine, for det kunne jeg sige, og så turde jeg måske tage telefonen igen. Dengang kunne man jo ikke se, hvem der ringede, så jeg var lidt forberedt, inden at telefonen blev taget.
Det var også i puberteten, i 8. klasse, at jeg kom hjem med karakterbogen, hvor min mor blev gal på mine vegne over, at jeg havde 5 i de mundtlige fag, men 11 i de skriftlige fag. Min mor tog affære og fik mig tilmeldt en stammegruppe på taleinstituttet i Hillerød, hvor vi lærte at acceptere vores stammen, lærte visse teknikker som fx at trække vokaler ud før en svær konsonant, og lærte at gå offentligt og stamme med vilje. Det var svært, men lærerigt. Jeg synes, at det er virkelig foruroligende, at taleinstituttet i Hillerød pga. besparelser er blevet lukket.
– Jeg klarede folkeskolen, med et måske egnet til gymnasiet, hvor jeg ikke fik hjælp til min stammen, men min lærer forstod mig, og anerkendte mit problem. Og jeg fik da en studentereksamen med et gennemsnit på 9,5, så jeg fik da vist, at jeg ikke var helt uegnet – ja var ikke helt dum. Pludselig var der nogen, der forstod mig! Jeg fik aldrig topkarakterer i årskarakter i mundtlige fag, men det gjorde jeg til eksamen. Som tiden er gået, og jeg er blevet ældre, er jeg bedre og bedre til at gå til eksamen uden stesolid. Jeg er heldig, fordi jeg altid har fået god hjælp og støtte af min mor, der selv som barn stammede”, fortsætter Lone.
Job som telefoninterviewer
“På et tidspunkt da jeg var omkring 30 år, tog jeg et job, som telefoninterviewer, for at bevise overfor mig selv, at min stammen ikke skulle stå i vejen for mig mere. Og jeg var rigtig god til det.
Jeg lavede interviews med markedsundersøgelser og har været ude for situationer, hvor jeg kom til at stamme, men jeg sagde det, som det var. En af gangene, hvor jeg stammede, havde jeg tilfældigvis en talepædagog i røret, og hun var imponeret over det job, jeg havde. Jeg har lært en ting; ikke at skjule mit handicap, og det kan betale sig. Folk bliver interesseret og har respekt for det, når man forklarer det stille og roligt, men jeg ved godt, at det kræver overskud. Jeg er nået langt siden 8. klasse, fordi telefonen var min værste fjende, da min stammen var på sit højeste. Men jeg har fået den rette hjælp og forståelse fra min mor.
Stammer stadigvæk
– Og ja – jeg stammer stadig, når jeg er nede psykisk eller om foråret. Det lyder mærkeligt, men min stammen er årstidsbestemt. Og det ved jeg også, at min mors var. Men med de teknikker jeg har lært, er det blevet nemmere og nemmere, bare man husker at tænke over det. Det kan dog undertiden være svært at styre sin stammen, men det er min erfaring, at det bedst kan betale sig at være ærlig og på den måde er det lykkedes at få hevet nogle interviews i land på den konto, selvom jeg ikke holder af medlidenhed. Jeg var provisionslønnet, så jeg fik kun løn for interviews og ikke alle, der afslog.
Som 48-årig er stammen ikke mere noget problem, men jeg vil altid have svært ved at tale overfor mange mennesker på én gang. Én gang stammer altid stammer.
Min mor stammer, og min mors morfar stammede. Jeg har ingen børn, men har en søster, der ikke stammer”, lyder det som afslutning fra Lone Grønborg.
Billeder.
Fra 16 års alderen til slutningen af 30´erne havde Lone spiseforstyrrelser, som hun mener skyldes problemerne med stammen.
Lone ses her th. som student. Det blev et flot gennemsnit på 9,5. At hun kun blev vurderet som måske egnet til at komme i gymnasiet, havde vist sig at være ubegrundet. Ja – jeg var ikke så dum endda, lyder det fra Lone.
Lone er nu 48 år og kan se tilbage på et liv med en del problemer på grund af stammen, men med god vilje er det lykkedes at få et godt liv.
