Hvem er Stammeforeningen ?
Foreningen
Stammeforeningen (FSD) blev stiftet i december 1971.
FSD er en aktiv forening med knap 500 medlemmer. FSD ledes af en bestyrelse på 7 personer. Højeste myndighed er generalforsamlingen, som finder sted hvert år i april/maj måned.
Sekretariat
Den daglige kontakt til medlemmerne foregår via foreningens sekretariat. Sekretariatet er bemandet med vores deltidssekretær Karen M. Thorsen, som træffes på tlf. 30 49 26 96.
Der er følgende telefontræffetid:
Mandag kl. 10.30-12.00
Kurser
FSD arrangerer kurser, bl.a. kurser om kommunikation, om at blive set og hørt og om behandlingslyst eller konfliktangst. En deltager siger: “Det har været en stor oplevelse for mig. Jeg har haft det en del bedre med mig selv og mine omgivelser efter kurset.”
Informationsarbejde
FSD udgiver “FSD-NYT” flere gange om året. Bladet har fast redaktør som samler og redigerer stoffet fra medlemmerne og anden information – f.eks. internationalt stammestof.
FSD søger også om midler til at udvikle og formidle mere information om stammen som handicap. Der bliver arbejdet på at skabe opmærksomhed om stammen og foreningen.
FSD udgiver bøger, pjecer, foldere og videofilm.
Forældrearbejde
FSD arrangerer meget populære sommerlejre for forældre med børn der stammer.
Ungdomsarbejde
FSD arrangerer sommerlejre for unge og arbejder for, at de unge får mulighed for at få den uddannelse de ønsker og har evner til.
Omverdenen
FSD arbejder på at påvirke regionerne og kommunerne så de f.eks. laver tilbud til skolebørn om behandling. FSD forsøger også at påvirke andre politiske instanser, f.eks. Undervisningsministeriet i forhold til reglerne om fravigelse fra de gældende eksamensregler, Arbejdsministeriet i forhold til reglerne om ansættelse af handicappede.
FSD er medlem af DH – Danske Handicaporganisationer.
Internationalt
FSD deltager så vidt muligt i det nordiske stammeseminar, som afvikles hvert år.
Hvert 3. år afvikles en verdensstammekongres.
FSD er tilsluttet European League of Stuttering Associations (ELSA) samt International Stuttering Association (ISA).
Forskning/Udvikling
FSD støtter forskning og sad i sin tid med i bestyrelsen for DaVS – Dansk Videnscenter for Stammen. DaVS har lavet forskellige projekter bl.a. et arbejdsmarkedsprojekt i samarbejde med Videnscenter for Epilepsi, et skoleprojekt, en undersøgelse om behandlingssituationen i Danmark og et informationsprojekt rettet imod personale der har med førskolebørn at gøre.
Medlemskab
Et års medlemskab koster 100 kr. pr. person inkl. “E-Udtryk” – 4 numre pr. år. Prisen er ens for alle medlemstyper.
Foreningens formål:
• At udbrede kendskab til stammen og stammeres vilkår.
• At udøve oplysende og rådgivende virksomhed med hensyn til stammens årsag, forebyggelse og behandling.
• At støtte forskning med hensyn til stammebehandling.
• At bidrage til sikring af behandlings- og undervisningsmulighederne.
•At varetage stammeres interesser på enhver måde.
Handicap:
Der er ca. 50.000 stammere i Danmark. Graden af stammen svinger fra person til person.
Struktur:
Landsforening med lokalafdelinger.
Aktiviteter:
Information om stammen og dens virkninger. Arbejder for bedre behandlingsmuligheder. Afholder kurser, der supplerer de offentlige tilbud og viser nye veje. Hvert år afholdes der et stammeseminar i et af de nordiske lande.