TV2 sender torsdag den 12. december 2019 kl. 20.35
en ny dokumentar med Peter Nielsen som er en opfølgning på den tidligere udsendelse hvor man følger Peters kamp for at opnå en mere flydende tale.
Se udsendelsen på TV2 torsdag den 12. december kl. 20.35
den sendes også via TV2 PLAY
Traileren kan ses ved at klikke på play herunder !
Norman, 11 år, deltog for første gang på Langelandstræffet i 2018 med sin mor, Dorthe. I år, 2019, var resten af familien, far Thomas og storesøster Amelie, også med. Norman glædede sig enormt til årets træf, for vennerne kan tilbyde noget helt særligt, som ingen andre kan.
Redigering: Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen 10-11-2019.
Normans mor, Dorthe Sode Stengade Sønderskov, har svaret på følgende spørgsmål:
Var det første gang, at I var med på Langelandstræffet?
Vores første møde med Langelandstræffet var i sommeren 2018. Om foråret havde Normans første talepædagog fra Frederiksberg Kommune inviteret til et fællesarrangement for forældre til stammebørn. Her var der bl.a. besøg af en ung stammeambassadør, der fortalte om sine erfaringer som stammer. Han nævnte bl.a., hvad det betyder for ham at være venner med andre stammere. Ikke at det er dét, de er fælles om, når de ses – men at han oplevede det som vigtigt. Efter arrangementet var det klart, at vi ikke kun skulle fokusere på at få hjælp til Normans stammen, skolegang osv. Det lyder måske besynderligt, men vi skulle jo huske Norman – og finde måder at styrke ham på, der omfattede andet end talepædagoger og andre voksne. Vi meldte os ind i Stammeforeningen og nåede lige at tilmelde os Langelandstræffet. Det første år, 2018, var det blot Norman og mor, der deltog. Vi var spændte på, hvilken slags oplevelse der ventede. Men alting gav sig selv, da vi kom frem til Emmerbølle. Der var allerede børn, der var kommet, som glædede sig til at møde dem, der mødte op. Der gik helt bogstaveligt blot få minutter, fra vi tjekkede ind, og til der stod en anden stammer og præsenterede sig med stammen. Det møde var afgørende. Norman var på, med de andre, som sig selv og som stammer. Der var ingen tvivl om, at det var helt rigtigt, at vi havde taget turen – en fredag eftermiddag inklusiv kø ud af København og uheld på Storebæltsbroen – til Langeland for at være sammen med andre familier, som vi ikke kendte i forvejen. Børnene var jo venner på forhånd – men det vidste de først, da de mødtes.
I 2019 var vi afsted hele familien – Norman, hans søster, Amelie, mor og far. Der var også andre familier med søskende, der ikke stammede. Det var vigtigt, at alle var med, så det blev en familieoplevelse, og ikke blot noget Norman gør, fordi han stammer. Det gør det også megahyggeligt og sjovt nu bagefter, en lørdag aften at tale om turen, fordi det netop var fælles.
Der bli’r fisket efter småfisk og krabber fra badebroen på Langelandstræffet. Foto: Dorthe Sode Stengade Sønderskov.
Hvad synes du / I om at være med på Langelandstræffet?
Behøver jeg at sige, at Norman er vild med det træf! Her i 2019, da vi gjorde ham opmærksom på, at der igen var træf, lyste han helt op og sagde ‘det skal vi bare SÅ meget’. Og til forskel fra første år tilbagelagde vi den sidste del af turen over Turø og Langeland med en syngende Norman på bagsædet. Han havde inden træffet været i kontakt med nogle af børnene fra 2018, så han vidste, at der ville være børn han kendte.
På pladsen har vi en fælles base og opholdssted. Derudover er der gode muligheder for leg, fodbold, spil, badning m.m. Poolen er nok det største hit – i det hele taget mulighederne for at bade (ved stranden eller i poolen), løbe rundt på området og lege med de andre børn uden voksne, men med vished om at de voksne er på basen, hvor de hygger og snakker. For Norman betyder Langeland helt klart venner og frihed. Frihed og fællesskab. De voksne er da også fælles om madlavning og opvask, det er ret hyggeligt: Det er både en uforpligtende måde at lære hinanden at kende på, fordi der er en konkret opgave og sultne børn og voksne, og så giver det en god anledning til snak blandt de voksne, både om børnene og om alt muligt andet, der rør sig. Vi har det sjovt. Begge år har vi oplevet, at der under træffet vokser en lyst frem til at være mere sammen, holde flere fællesarrangementer for børnene. Men det er svært at få til at ske, når vi vender hjem igen til vidt forskellige dele af landet. Derfor er det godt med tilbagevendende traditioner, som Langelandstræffet, som børnene kan glæde sig til. Det er nogle dage på børnenes præmisser, og det får vi som forældre og familie meget ud af at være en del af. På træffet kan vi se, hvor vigtigt det er for Norman at være med, og den oplevelse og støtte vil man gerne gi’ sit barn.
I korte træk glæder Norman sig til venner, poolen, lommelygtetid, være længe oppe, og så ved han, at han kan se frem til en weekend med børnevenlig mad. Det kan vi nok takke Bettina for.
Langelandstræffet er for hele familien med børnevenlig mad. Foto: Bettina Pedersen
Har det haft positiv indflydelse på Normans stammen at deltage i træffet – og hvordan?
For Norman er det en weekend med fællesskab og venner. Det påvirker ikke hans stammen, men det er heller ikke pointen. Vi tager af sted for, at han kan få et lille frirum og lære andre at kende, der er som ham – med nogle af de samme udfordringer. Man kan ikke vide på forhånd, hvad fællesskabet med andre stammere gør for ens barn, det oplever man først som forældre, når man er på træffet. Det betyder tydeligvis noget for Norman at være sammen med andre, der lige på dét punkt kæmper med det samme. Vennerne kan byde ind med noget, som familien, talepædagoger og andre ikke kan.
Lige nogle facts om Norman:
Hvor gammel er Norman?
11 år
Hvor bor I?
På Frederiksberg
Hvor mange søskende er der?
Amelie – storesøster på 15 år.
Er Norman den eneste i familien, der stammer? Tænker også på, om der er søskende, der har stammet eller om I forældre har stammet eller bedsteforældre?
Der er ikke andre stammere i familien.
Hvilken skole går Norman på?
Skolen på La Cours Vej.
Hvad har Norman af fritidsinteresser?
Norman er vild med boldspil. Lige p.t. er det bordtennis og badminton, der hitter. Fodbold er også den store interesse. Han spiller de forskellige boldspil i klubben. Og så er han spejder.
Hvornår begyndte han at stamme?
3-4 års alderen. Det blev ret slemt, med mange blokeringer i fire års alderen. Andre kunne ha’ rigtig svært ved at forstå, hvad han sagde. Hans søster husker, at hun måtte oversætte hans tale til andre børn, der ikke forstod ham. Stammen var ikke den eneste udfordring. Han havde også svært ved at formulere selv små sammenhængende korrekte sætninger. Igennem 1-1,5 år gik han og mor hos en talepædagog på PPR en gang om ugen. Hun fik løsnet Normans sprog og underviste samtidig mor i en metode, der skulle øves hjemme. Talepædagogen anbefalede en anden børnehave med færre børn, og som var mere voksenstyret på den gode måde. Da han skulle i skole anbefalede talepædagogen ligeledes en skole med et særligt indskolingstilbud til børn, der var udfordret på sprog. Han går stadig på skolen, men blev midt i 1. klasse sluset ud i en ‘normal’ klasse.
Uformel hygge efter fællesaktivitet på stranden. Det er Norman tv. Foto: Dorthe Sode Stengade Sønderskov.
Hvordan vil I beskrive Normans stammen?
Det er blokeringer i starten af en sætning. Enten noget man ikke hører eller også er det en trækken på første stavelse, der sidder fast. Men han er en glad taler, og skolen oplever ikke, at han lader sig mærke med sin stammen. Han taler lystigt på trods af det. Vi møder også ofte voksne, der ikke synes han stammer – men det gør han jo. Han kan lykkes med ikke at stamme.
Hvornår stammer Norman mest?
Det tænker vi ikke over. Det er der ikke noget generelt at sige om.
Hvad laver Norman, når han er sammen med talepædagogen?
Han får ikke længere hjælp, han er ikke motiveret for hjælp og har ikke gået til talepædagog i to år. Men det kan jo være at han igen får lyst til at få hjælp.
Hvem tog initiativ til, at Norman fik taleundervisning? Var det skolen, var det jer forældre?
Det var børnehaven, der gjorde ops på, at de mente Norman kunne ha’ en udfordring med sit sprog, før vi selv tænkte over det. Han gik først i en skovbørnehave, hvor der var knap så meget voksenkontakt som i en traditionel børnehave.
Hvordan er I forældre blevet involveret i undervisningen?
Tænker på om I har haft samtale med talepædagogen? Om Norman har fået hjemmeopgaver, som I forældre bliver inddraget i?
Da Norman gik i børnehave var mor med hos talepædagog om morgenen i en time en gang om ugen. Lærte metode, som vi øvede hjemme.
Klovn og tryllekunstneren Raffus underholdt om lørdagen. Foto: Jannik Rømer
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen.
– I de små klasser var det bl.a. ord, der startede på -sk, som jeg havde svært ved og udtale. Min stammen var mest skjult stammen, men når der skulle laves oplæg, kunne jeg ikke skjule det. Jeg havde så mange blokeringer, fordi jeg blev så nervøs, at jeg nogen gange gik helt i stå, og jeg måtte stå et minut bare og trække vejret, for at kunne prøve igen.
Jeg kunne bestemt ikke lide at lave oplæg, men hvis man ikke prøver, så lærer man det ikke, fortæller Anna Gottlieb, 22 år.
Anna er en modig pige, som også har prøvet tandemspring i faldskærm.
– Engang, da jeg gik i 5. eller 6. klasse, skulle jeg lave et oplæg om Robinson Crusoe. Jeg var meget nervøs og gik helt i stå. Jeg så over på læreren, der markerede, at jeg blot skulle fortsætte. De andre børn sad og hviskede, og jeg kunne høre en sige: ”Hun kan ikke tale, er hun dum? Det er en oplevelse, som jeg tydeligt kan huske, men ellers havde jeg det fint med de andre i klassen. Jeg havde gode venner og stammede ikke så meget, når jeg var hjemme, fortæller Anna videre.
I 2. G fandt man ud af, at Anna var ordblind, og hun blev tilmeldt et kursus hos Hovedstadens Ordblindeskole ved Østerport. Dette kursus gjorde, at hun ikke havde problemer med at følge med i gymnasiet.
Anna med nogle af sine første planter der er hendes helt store interesse
Efter nogle år, hvor hun ikke stammede så meget, fik hun tilbagefald, og Anna syntes, at det var nødvendigt at få hjælp igen. Derfor begyndte hun i februar 2019 at gå til stammebehandling hos talepædagog Lise Reitz ved CSV i København. Hun tog selv initiativ til at kontakte CSV, men fik dog god hjælp af sin mor, der kendte til CSV gennem sit arbejde, så hun hjalp ved at oplyse om, at hun vidste man kunne få hjælp der, og opfordrede så til at ringe og høre. Jeg ringede selv, og mine forældre har ikke været inde over siden, fortæller Anna.
Hverken Annas forældre eller nogen af hendes tre yngre søskende stammer.
I begyndelsen kom Anna hos Lise Reitz en gang om ugen eller en gang hver anden uge. Senere blev det en gang om måneden. En typisk session bestod i 45 minutter med individuel undervisning, hvor der bl.a. blev trænet vejrtrækning, hvor det er væsentligt, at Anna lærer at styre sin vejrtrækning. Imellem undervisningssessionerne har Anna haft hjemmeopgaver, som bl.a. består i at bestille kaffe m.m. Anna ved, hvordan hun skal gøre, men nogle gange lykkes det ikke, fortæller hun, så derfor skal hun træne.
Anna er en smilende og glad pige.
– Lise Reitz har brugt en del tid på at give mig en forståelse for stammen. Ved at lære om, hvad stammen er, og hvad man kan gøre ved den, har jeg opnået en følelse af at have kontrol over min stammen og haft mere lyst til at arbejde med den. Ved hjælp af metoder som block release at arbejde med vejrtrækningen, at fokusere på artikulation og styrke i stemmen, er jeg nu kommet til et punkt, hvor jeg er så fortrolig med stammen, at jeg også har accepteret den. Block release er en metode til at håndtere de blokeringer man kan møde. Man træner det ved at lave en frivillig blokering på en lyd, og så øve og give slip på den, men at afspænde musklerne. På den måde øver man det til, når der kommer en ufrivillig blokering. Det er en god metode sammen med langsom tale, at holde øjenkontakt, og aktivt bruge ens vejrtrækning. Vi har også lavet en del vejrtrækningsøvelser for bedre at kunne mærke, hvornår jeg skal begynde at tale. De praktiske øvelser og den teoretiske baggrund har givet mig en god indsigt, så jeg nu har det meget bedre med min stammen, end jeg havde før, fortæller Anna videre.
Der er 32 forskellige planter på Annas kun syv kvadratmeter store værelse, så der er ikke plads til de store armbevægelser.
Vil gerne være psykomotorisk terapeut
Anna har et stort ønske om at blive psykomotorisk terapeut, der arbejder med kroppen og psyken. Hvordan kroppen og psyken arbejder sammen. Hun er i gang med sit tredje sabbatår for at kunne samle de nødvendige point til at blive optaget på uddannelsen. Den 5. januar 2020 skal hun på kursus på Odder Højskole, et kursus som hun ser meget frem til. Anna er meget glad for naturen, strand og skov og grinede meget, da hun fortalte, at hun har 32 planter på sit kun syv kvadratmeter store værelse. Fritiden går ellers med træning i Fitness World, gåture i naturen og hygge med venner og familie.
Gåture i naturen er en anden af Annas store interesser.
Stor tilfredshed over kurserne med Kevin Fower i Jelling og Hellerup den 6. og 7. november 2019.
Tekst og fotos: Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen. 10. november 2019
Stammeforeningen kunne også i år i samarbejde med Logopædisk Forum (tidligere Foreningen af tale-høre-lærere i Folkeskolen), Audiologopædisk forening og Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder afholde en introduktion til PCI, der er en metode til indsats over for tidlig børnestammen.
I Jelling den 6. november deltog 90 kursister, og at der ”kun” deltog 55 i Hellerup den 7. november skyldes udelukkende, at undervisningslokalets størrelse var en begrænsning for antallet af deltagere. Men den store interesse er meget glædelig, siger Hermann Christmann, formand for Stammeforeningen, som har været med til at arrangere de to kursusdage.
The Michael Palin Centre i London, hvor PCI i øvrigt i sin tid blev udviklet, beskæftiger en hel række logopæder, der er specialiseret i at arbejde med stammen, en af dem er Kevin Fower, der tog turen til Danmark for at fortælle om centrets arbejde med indsats over for tidlig stammen. Kevin Fower var en god underviser, han talte et tydeligt og letforståeligt engelsk, og på udmærket vis vekslede undervisningen på kurset mellem den mundtlige præsentation, videoklip, skriftlige oplæg og korte gruppeopgaver til kursisterne.
Læs Hermann Christmanns interview med Kevin Fower.
Billeder fra kurset i Jelling :
Klik for fuld størrelse
Hermann Christmann, formand for Stammeforeningen bød velkommen.
Bettina Pedersen, næstformand I Stammeforeningen fortalte om de forskellige træf, Bornholmertræffet for 14-18-årige og Langelandstræffet, hvor familier i løbet af en weekend kan få en god oplevelse sammen.
Fra PPR i Aalborg deltog Mona, Jane, Anne og Dorthe., og de var meget tilfredse og de har da også det store smil på.
En god frokost er altid populær.
Deltagere på Kurset i Jelling
Med 90 deltagere var der fyldt godt op i kursuslokalet på UCL i Jelling.
Billeder fra kurset i Hellerup :
Klik for fuld størrelse
Andreas Fynholm, Sorø var den eneste mandlige kursist i Hellerup. Han er nyuddannet logopæd og var meget glad for de mange input fra Kevin Fower, som han kan bruge i sit arbejde med de yngste stammere.
Kursisterne var glade for de forskellige videoklip, som blev vist under oplægget.
Hermann Christmann og Per Fabæch Knudsen taler med Malina Terkelsen.
Kevin Fower taler med en af kursisterne.
Kevin Fower var en inspirerende og god oplægsholder.
Den 7. november 2019
Af Hermann Christmann, FSD-NYTs udsendte medarbejder.
Hermann Christmann. Foto: Erling Jensen.
Kevin, allerførst vil jeg ønske dig velkommen til Danmark, vi er glade for, at du kunne komme.
Tak for det. Jeg kommer gerne, og jeg er glad for at være her.
Fortæl lidt om dig selv, om hvordan du er som menneske, og hvordan du er som menneske.
Jeg er meget social og elsker at have mennesker om mig og træffe nye mennesker og få nye venner. Jeg er nok også en hjælpsom person, forstået på den måde, at jeg gerne støtter folk i det de sigter efter. Mange af mine venner har det nok på samme måde.
Som logopæd er det godt at have evne til at omgås mennesker, at have evnen til at være på lige fod med dem, jeg arbejder med, og at kunne skabe relationer med dem.
Jeg er også noget af et rodehoved, og det er jo ikke så godt, når man er logopæd. Det er let nok at se ud, som om man har styr på sagerne, hvilket jeg tit prøver at gøre på arbejde, det er straks sværere at være den, der har tjek på det hele.
Som logopæd er jeg ærlig, og jeg sætter pris på, at andre også er det. Jeg sætter pris på, at mine venner fortæller mig det, jeg har brug for at høre, ikke det, som jeg gerne vil høre.
Hvordan blev du i sin tid interesseret i at arbejde med stammen?
Det var tilfældigt, jeg var logopædistuderende og var i praktik i samme bygning som Michael Palin Centret. For at være ærlig, så havde aldrig hørt om centret. Stammen kendte jeg naturligvis en smule til fra min uddannelse, men jeg havde aldrig arbejdet med stammen. Efterhånden fandt jeg dog ud af, hvad Centret stod for, og jeg fik også nærmere kendskab til stammen og stammebehandling. Det gav blod på tanden, især da jeg fik nogle børn, der stammede, som jeg henviste til Palin Centret. Det er kutyme, at når man henviser et barn til Centret, så skal den logopæd, der henviser, også følge med til bedømmelsen. Hurtigt fandt jeg ud af, at stammen og dens følger var meget fascinerende. Jeg søgte, og fik, et deltidsjob på centret, der udvirkede, at jeg kunne blive i mit gamle job resten af tiden.
Det første år nøjedes jeg med at observere og lære, observere og lære, og jeg fandt ud af, at du ikke bliver specialist fra den ene dag til den anden, det er et livsprojekt. Det var næsten magisk for mig, at jeg fik lov til arbejde med tre ting: undervisning, stammebehandling og forskning, som tilsammen går op i en højere enhed.
Oprindeligt er jeg uddannet i politik og fransk. Efter studiet arbejdede jeg i Polen i to år og derefter i Spanien i fire år. I begge lande underviste jeg i engelsk. Jeg skulle egentlig kun have været i Spanien i et år, men jeg fik venner der, og det ene år tog det andet. Efter fire år tog jeg mig sammen og rejste tilbage til England. Jeg har en kusine, der er logopæd, og derfor begyndte jeg at læse logopædi i England i en moden alder. Det er i øvrigt min oplevelse, at de logopæder, der har nogen livserfaring, er bedre end dem, der går lige fra gymnasiet til logopædiuddannelsen. De har lettere ved at komme i kontakt med deres klienter og opbygge den meget vigtige relation til dem.
Kevin Fower. Foto: Erling Jensen.
Nu har du i to dage undervist logopæder i Danmark i PCI. Kunne du kort fortælle FSD-NYTs læsere om PCI
Det er et stort spørgsmål! Når det lille barn begynder at stamme, reagerer dets forældre på stammen, ofte er de bekymrede, de er bange og de føler sig skyldige. De ved ikke rigtigt, hvad stammen er for noget og nogle gange ændrer de deres væremåde som følge af stammen. Meget kort kan man sige, at PCI nulstiller forældrenes adfærd og følelser, så forældrene så at sige kommer tilbage til tiden, fra før barnet begyndte at stamme, og forældrene lærer at gøre mere af de hensigtsmæssige ting, som de allerede gør. I PCI ser vi ikke i første omgang på talen eller stammen, vi ser i stedet på familien på en systemisk måde, dvs. hvordan familiens samspil virker i dagligdagen. Forældrene gør allerede en masse gode ting, de er blot ikke klar over, hvad der er godt. Det hjælper vi dem til at få en forståelse af. På den måde bliver familiedynamikken ændret, og derved får barnet som hovedregel større selvværd, og det bliver mere robust og får lyst til at kommunikere mere.
Der er dog også mere direkte elementer i PCI, idet vi også på et tidspunkt i forløbet begynder at arbejde med barnets tale, hvis det er nødvendigt, f.eks. kan vi arbejde med taletempoet, så barnet tør stamme i visse situationer. Det er også med til at opbygge barnets selvværd og robusthed. PCI er en bred tilgang, og familier er forskellige, så hver familie gør brug af sin del af PCI.
PCI er udviklet på Michael Palin Centre, så det er nærliggende, at centret bruger PCI. Men alle logopæderne på centret er også uddannet i Lidcombe, og jeg mener, at den brede uddannelse gør os til bedre logopæder. Med ældre børn arbejder vi ofte med Camperdown, nogle gange arbejder vi med CBT (kognitiv behandling) og SFBT (solution focused brief training), Van Riper bruger vi også.
Har du bemærket kønsforskelle i resultaterne hos de små børn?
Godt spørgsmål! Det har jeg faktisk slet ikke tænkt over, så svaret må nok være, at der ikke er kønsforskelle hos de små børn.
Er der forskelle på mødres og fædres reaktionsmønstre?
Nej, det er forskelligt. Snart er den ene forældre, der er mest bekymret, snart er det den anden. Måske kan moderen spille en større rolle i traditionelle familier, hvor moderen er hjemmegående.
I indsatsen er det vigtigt, at begge forældre møder op til sessionerne på centret.
Hvad nu hvis den ene af forældrene stammer?
I reglen er det guld værd, fordi forælderens erfaring kan bruges i behandlingen. Hvis forælderen skjuler sin stammen, kan det nogle gange være et arbejde at få vedkommende til at indrømme stammen, men som hovedregel er det et aktiv at have en stammende forælder.
Er der evidens for, at PCI virker?
Der er undersøgelser, heraf en med deltagerantal på over 50, der gav overraskende resultater, f.eks. fandt undersøgelsen, at børn med forældre, der stadig stammede, havde bedre resultater end børn med forældre, der var ophørt med at stamme. Dette er i modsætning til, hvad f.eks. stammeforskeren Ehud Yairi og hans kolleger har fundet frem til i deres store arbejde med stammen hos børn.
Et af de mange oplæg der blev vist ved forelæsningen. Foto: Erling Jensen.
En forklaring på de overraskende resultater kan måske være, at vi bruger en bredere definition af ”resultat” af indsatsen, idet vi ikke udelukkende fokuserer på den ydre stammen, men på hele kommunikationen.
Hvordan arbejder I med løbsk tale?
De fleste har en blanding af stammen og løbsk tale – de ”rene” tilfælde af stammen og af løbsk tale er sjældne.
Vi begynder med PCI for at arbejde med forældrenes bekymringer, derefter kan vi bruge teknikker til at gøre kommunikationen bedre.
Tak Kevin, det har været en fornøjelse at have dig i Danmark.
Selv tak, det har også været mig en fornøjelse at være her og møde jer, både mennesker, der stammer, og logopæder.
Philip kan lide at sidde bag på motorcyklen. Foto Jannik Rømer
Af Erling Jensen, redaktør Stammeforeningen
I weekenden den 23.-24.-25. august blev det årlige Langelandstræf afviklet. Ved Emmerbølle Strand Camping, hvor syv familier med i alt syv stammende børn og fire søskende deltog.
Bettina og Thim Pedersen fra Stammeforeningen var ledere og havde planlagt et program, hvor hyggen og samtalerne var i højsædet.
Philip på 13 var en af deltagerne i træffet. Han deltog for andet år i træk i Langelandstræffet, hvor også mor og far, Rikke og Jannik, og lillesøster Kathrine på 10 år i år deltog.
Fra venstre – Jannik, Philip, Rikke og Kathrine. Foto Bettina Pedersen
Familierne ankom til Emmerbølle Strand Camping om fredagen. Der var mulighed for at hygge sig på egen hånd, og at fange krabber ved stranden, hvor der også blev bygget sandslotte. Selvfølgelig blev det også til en tur i campingpladsens swimmingpool.
Lørdagen formiddag blev der bygget videre på sandslottene, og om eftermiddagen var der besøg af tryllekunstneren Raffus, der imponerede med sine færdigheder. Hvordan bærer han sig dog af, var det store spørgsmål.
Vejret var godt, så det blev selvfølgelig til endnu en tur i poolen.
Om aftenen var der hygge ved bålet, og der blev spist skumfiduser. Forældrene havde erfaringsudveksling, og det var bl.a. Philips far, Jannik, glad over.
Tryllekunstneren Raffus viste mange tricks. Foto Jannik Rømer.
– Vi bor i Morild, tæt ved Hjørring, og her har vi den udfordring, at stammebehandlingen foregår i Hirtshals, 25 km væk. Heldigvis er min far pensionist, og han vil gerne køre Philip til undervisningen, men vi undrer os over, at der ikke fra kommunen er orientering om fx tilskudsregler til transporten. Det skal vi selv finde ud. Ja – vi har faktisk ikke fået sendt en ansøgning endnu. Min far kører jo gerne, fortæller Jannik Rømer, der også synes, at det var interessant at høre om de store forskelle, der er i de enkelte kommuner. Jannik og hans kone, Rikke, var derfor glade over erfaringsudvekslingen. – Det er rart at høre, hvordan de andre forældre løser de forskellige udfordringer, der er ved at have et barn, der stammer, lød det fra Jannik.
Om søndagen var det endnu vejr til badning i poolen. Ja – nogle var også nede ved stranden for at bade, bl.a. Philip, der gerne ville have sand mellem tæerne.
Poolen var et stort hit !
Kreativiteten fik frit løb på stranden
I løbet af weekenden skulle børnene ikke deltage i det praktiske arbejde med fx forberedelse og tilberedning af maden, men fik lov til at være børn. De havde derfor god tid til at lege sammen og hygge sig med de mange forskellige aktiviteter, men der var selvfølgelig nogle af børnene, der hjalp til med madlavningen, fortæller Bettina Pedersen.
Philip er den eneste i familien, der stammer. Han var omkring 3 år gammel, da han begyndte at hoppe på ordene. Han har blokeringer, der kan være en udfordring, når der skal fremlægges noget i skolen, hvor Philip går i syvende klasse. Philip var første gang til talepædagog som 5-årig, hun snakkede med ham og os ca. hver sjette måned derefter, indtil han som 10-årig fik et forløb ved hende, med fokus på udtale og forskellige øvelser. Hun henviste ham til et andet forløb på Taleinstituttet i Aalborg hos en talepædagog, der hedder Doris Kafka, som arbejdede meget med accepten af det at være stammer, og at se muligheder i stedet for begrænsninger. Det var først som 10-årig, at Philip begyndte at være generet af, at han stammede. Han stoppede hos Doris Kafka for et år siden. Især det at møde andre stammere gennem talepædagogen og via stammetræf har hjulpet meget på Philips accept af, hvem han er, fortæller Jannik.
Vi forældre fik af talepædagogen Doris Kafka at vide, hvordan de arbejdede og fik af vide, hvad de arbejdede med og fik råd til, hvordan vi kunne hjælpe ham, men det skete først, da vi selv spurgte om hjælp, fortæller Jannik videre.
Philip deltog som nævnt også sidste år i Langlandstræffet, der er for børn op til og med 13 år. Derfor skal han næste år deltage i Bornholmertræffet, der varer en hel uge i sommerferien og er for unge på 14-18 år. Philip har hørt en del om Bornholmertræffet og glæder sig allerede til næste års træf på Bornholm.
Børnene fra årets Langelandstræf
For Philip er det væsentligt at være sammen med andre, der stammer. Det er dejligt at være sammen med nogle, der har samme problem. Efter træffet er børnene i kontakt på Facebook, og de spiller online sammen, fortæller Philip.
I sin fritid bruger Philip lige som andre børn meget tid på computeren. Over Nettet hygges der med actionspil. Tidligere var han talentsvømmer og er god til at crawle hurtigt, men er nu holdt op, da han synes, at det er for meget at bruge 3 x 2 timer om ugen på svømmetræningen.
